Bindende svar – Fakturering uden elafgift mellem kommune og VE-selskab
Bindende svar – Fakturering uden elafgift mellem kommune og VE-selskab
Den 3. juni 2025 offentliggjorde BDO en artikel ("Etablering af kommunale VE-anlæg på kommunale bygninger") med fokus på en potentiel retlig problemstilling vedrørende en kommunes instruktionsbeføjelse over for tredjepartsdrift af VE-anlæg – herunder mulige konflikter med elforsyningslovens grundlæggende forbud mod kommunal elproduktion.
Den 27. maj 2025 traf Skatterådet afgørelse i en sag om, hvorvidt der kunne ske fakturering uden elafgift mellem et aktieselskab, som er 100 % ejet af X Kommune, og selve kommunen. Selvom afgørelsen i SKM2025.343.SR ikke direkte behandler spørgsmålet om instruktionsbeføjelse eller den kommunalretlige problemstilling om elproduktion, belyser den en nært beslægtet konstruktion: en kommune, der forbruger elektricitet produceret af et selskab, som den selv ejer.
Mens artiklen fra 3. juni fokuserer på, om modellen er i strid med elforsyningslovens forbud mod kommunal elproduktion, anlægger Skatterådet en afgiftsretlig betragtning og konkluderer, at der ikke kan opnås elafgiftsfritagelse, når producent og forbruger er to forskellige juridiske enheder – uanset deres tilknytning eller den interne elektricitetsforbindelse.
Sagens konstruktion
Den foreslåede konstruktion indebærer, at et selskab med begrænset ansvar – 100 % ejet af X Kommune – opsætter og drifter VE-anlæg på bygninger ejet af kommunen. Den producerede elektricitet anvendes udelukkende af X Kommune via en intern elektricitetsforbindelse i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 438 af 27. april 2023.
Spørger i sagen mente, at konstruktionen gav adgang til elafgiftsfritagelse med henvisning til elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, samt instruktionsbeføjelsen nævnt i den ovenfor nævnte bekendtgørelse.
Bestemmelsen i elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, giver mulighed for fritagelse for elektricitet, der:
”fremstilles på elproduktionsanlæg ved anvendelse af vedvarende energikilder i form af vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevandsenergi og geotermisk varme, og som direkte forbruges af elproducenten eller af en lejer i en udlejningsejendom, når anlægget er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen, og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten.”
Spørger gjorde gældende, at X Kommune i praksis måtte anses som reel forbruger, og at den interne elektricitetsforbindelse reelt medførte, at strømmen både produceres og forbruges "internt". Yderligere blev det anført, at kommunens instruktionsbeføjelse over anlæggets drift måtte sidestilles med faktisk drift – og dermed elproduktion – i afgiftsretlig forstand.
Skatterådets afgørelse: Nej til fritagelse
Skattestyrelsen indstillede, at spørgsmålet skulle besvares med et "nej", hvilket Skatterådet tilsluttede sig. For at fritagelsen i § 2, stk. 1, litra c kan finde anvendelse, skal X Kommune enten:- være elproducent, eller
- være lejer i en udlejningsejendom, hvor anlægget er placeret, og hvor udlejningen sker fra elproducenten.
Krav om juridisk identitet mellem producent og forbruger
Af forarbejderne til lovforslag L 86 fremgår, at ”elektriciteten skal forbruges af producenten – der skal være tale om samme juridiske enhed.”
Det afgiftsretlige producentbegreb tolkes således snævert: det er ikke tilstrækkeligt, at produktion og forbrug sker internt i en tæt konstruktion – fx mellem kommune og selskab. Der skal være fuld juridisk identitet mellem producent og forbruger.
Skattestyrelsen lagde i sagen til grund, at spørger ville være juridisk ejer og driftsansvarlig for VE-anlægget, og at X Kommune derfor ikke kunne anses som producent eller ejer i juridisk forstand.
Krav om lejerforhold i udlejningsejendom
Da VE-anlægget i konstruktionen opsættes på bygninger ejet af X Kommune, opfyldes betingelsen om, at kommunen skal være lejer i en udlejningsejendom, ikke. Kommunen ejer bygningerne og er dermed ikke lejer i relation til elproducenten.
Betydning af SKM2025.343.SR
Skatterådets afgørelse illustrerer, at producentbegrebet i elafgiftslovgivningen tolkes strengt og formelt. Det er ikke nok, at kommunen i praksis udøver instruktionsbeføjelser eller har en tæt tilknytning til producenten. Afgiftsfritagelse forudsætter fuld juridisk identitet mellem producent og forbruger.
BDO fastholder, at der også fortsat består en potentiel problemstilling i forhold til kommunalret og elforsyningsloven, særligt vedrørende en kommunes instruktionsbeføjelse over for tredjepartsdrift af VE-anlæg.